De to indgange til kulturbegrebet

I dag er der i det danske samfund, mange forskellige mennesker, som hver har forskellige holdninger, og forskellige livsformer. De danner grupper ud fra fællesskaber, interesser og arbejdsområder. Derfor er forestillingen om en ensartet kultur ren indbildning.

I en årrække har det været almindeligt når man talte om kultur, at anvende en tværkulturel forståelse af kulturbegrebet. Denne model lægger op til at fokusere på forskelle og ligheder mellem forskellige kulturer. Modellen sammenligner fx familiemønstre, kønsroller, magtstrukturer m.m., og uddrager så konsekvenserne af at vokse op mellem to forskellige kulturer, og hvilken konsekvens det har for pædagogerne i daginstitutionerne, der nu skal arbejde med at få nye grupper af mennesker med andre værdigrundlag end det danske, integreret i forhold til børneopdragelse.

Den tværkulturelle

I kulturmødet kan det være nyttigt at anvende den tværkulturelle model, da den er med til at fremhæve tendenser og opmærksomhedspunkter. Den skal da også anvendes på den velovervejende måde, da man ellers kan ende ud med at få en stereotyp forestilling om en given gruppe mennesker.
Modellen er med til at skabe et godt overblik over to kulturer, ved at lave en sammenligning af disse, fx moderne unge der får lov til mere og mere versus de traditionelle unge, der vægter familieforpligtelser m.m. højere.
Der er dog fare for etnocentrisme og kulturrelativisme når man anvender denne model. En etnocentrisk kulturforståelse lægger afstand til andre kulturer end ens selv, da man vil opfatte fremmede kulturer som mangelfulde, og ”dårligere” end den kultur man selv er en del af.

Den kulturrelativistiske model ser kultur som et fænomen, der kun kan forstås inden for egne rammer, og udefrakommende kulturer også skal have lov til at blomstre hver for sig helt og aldeles ukritisk.
Den tværkulturelle model er dog ikke fyldestgørende i en tid, hvor mennesker bevæger sig ind og ud af forskellige fælleskaber, og bliver påvirket samtidig med man påvirker andre, blandt de fællesskaber man bevæger sig imellem.

Den transkulturelle

Den anden model, den transkulturelle, omhandler at det ikke er kulturer der mødes men mennesker, og at der i ethvert møde udveksles og skabes kultur. Kultur er derfor et dynamisk fænomen, der ikke er statisk, men hele tiden udvikler sig. Den som betragter kultur skal derfor forholde sig til at han betragter den andens kultur gennem sin egen.

Det transkulturelle begreb indeholder også elementer fra det tværkulturelle, samtidig med det indeholder en bevidsthed om hvilke kulturforståelser man indgår i samvær med andre på, og hvordan fortolkninger bliver farvet i mødet.
Den transkulturelle model kan siges at være en model der ikke udpeger forskellige kulturer, men som har fokus på det samspil der sker mellem kulturer.

Forforståelse og redundans

Forforståelse er når man har en viden, det bygger på sine egne erfaringer fra barns ben. Det kan fx være, når man som pædagog går ned i børnehøjde når man snakker med børn, fordi at det gjorde pædagogerne da man selv gik i børnehave.

I bogen henviser forfatteren, Hanne Hede Jørgensen, til antropologen Gregory Bateson, der mener at forforståelse muliggør begrebet redundans. Redundans begrebet går ud på at mennesker kan forstå hvad hinanden snakker om uden at gå i detaljer.

Hvordan ændrer man perspektiv

En udfordring til mennesket i dag, er at øge bevidstheden om kultur gennem analyser. Kultur består både af en synlig del, og en usynlig del. En analyse skal ske ved at se på det synlige, og viljen til at se mere end hvad man kan med det blotte øje. Det man kan se er altid kun en del af en større helhed, og derfor må man flytte sig for at ændre perspektiv.

Kilde: Kulturfortællinger - Fortalt med mange stemmer, Hanne Hede Jørgensen, 1. oplag 2004.